Med ny teknologi kan UR-robotarmen nu frit flyttes mellem flere arbejdsstationer uden gentagende programmering. En banebrydende teknologi der giver uanede muligheder og 100 procent fleksibilitet.

Den nye løsning består af et kamera og en specialudviklet markør, der kan kobles på UR-robotten og gør det muligt for robotarmen at genkende produktionsemner og arbejdsfunktioner. Det betyder, at robotten kan benyttes ved forskellige arbejdsstationer helt uden programmering. Og det giver ifølge Henrik Christensen, Product Manager, produktionsvirksomheder en enorm fleksibilitet:

- Med vores nye kamerateknologi kan robotarme fra Universal Robots varetage forskellige arbejdsopgaver. Og det er helt uden, at virksomheden skal bruge tid på opstilling og programmering hver gang, de flytter robotten til en ny arbejdsstation. Det giver den pågældende virksomhed uanede muligheder, da de nu får 100 procent fleksibilitet, siger han og fortsætter:

- I dag skal arbejdsstationerne jo være fuldstændig ens og stå det samme sted, før robotten kan varetage den pågældende funktion. Men med den nye teknologi kan Universal Robots robotter nu varetage både større og mindre opgaver, og slutbrugeren kan flytte robotarmen frit rundt i produktionen, forklarer Henrik Christensen, som også fortæller, at den nye teknologi blot skal indstilles til den enkelte arbejdsstation en enkelt gang, før den har lært arbejdsfunktionen at kende.

Ny teknologi vil ændre robotmarkedet

robot

Henrik Christensen håber, at den nye kamerateknologi vil ændre automatiseringsmarkedet og skabe yderligere efterspørgsel på robotter:

- Den nye teknologi gør det muligt at automatisere dele af produktionen, der førhen ikke kunne automatiseres. Det kunne man ikke, da der er stor varians på tværs af de forskellige arbejdsopgaver. Vores innovative kamerateknologi overkommer disse forhindringer, så robotter fra Universal Robots nu kan varetage alle slags opgaver. Det håber vi vil skabe et helt nyt marked for automatiseringsløsninger, fortæller han.

Der er nemlig gode vækstmuligheder for danske virksomheder, hvis de automatiserer deres produktion. Ifølge en analyse af Teknologisk Institut fra 2018 vil 98 procent af de 458 adspurgte, danske produktionsvirksomheder således kunne øge deres årlige profit ved at automatisere.

Det store vækstpotentiale kan Henrik Christensen nikke genkendende til. Han mener dog også, at det i dag er blevet en nødvendighed for de danske virksomheder at automatisere deres produktion:

- Det giver rigtig god mening at investere i robotter, hvilket kan lede til øget vækst. Men det er også blevet nødvendigt for de danske virksomheder, som i stigende grad ser sig nødsaget til at automatisere for at kunne konkurrere med udenlandske virksomheder. Derudover imødekommer automatiseringsløsninger også problematikken med mangel på arbejdskraft, som mange virksomheder står over for herhjemme, slutter Henrik Christensen.

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og hold dig opdateret med nyheder, kampagner og events fra BILA Robotics.